27. okt. 2012

Xi'an

For et par uger siden tog vi allesammen på tur til Kinas gamle hovedstad, Xian, i Shaanxi-provinsen. Turen var arrangeret af skolen og derfor var intet overladt til tilfældighederne. Alt var planlagt og betalt på forhånd. Det var både godt og skidt. Vi fik set de vigtige attraktioner, men det er ikke altid planlægningen var helt gennemtænkt og vi havde ikke så meget frihed til selv at gå på opdagelse. Alt i alt var det dog en fin uge og det var dejligt med en pause fra undervisningen.

Vi tog toget direkte fra Tianjin til Xi'an. Turen varede 18 timer, så vi kom til at tilbringe meget lang tid i vores vogn. Det var et sovetog med sengekabiner: Seks køjer i hver kabine med tre køjer ovenpå hinanden. Det fungerede faktisk godt og vi havde nogle hyggelige ture frem og tilbage. Det var en dejlig fornemmelse at ligge i sin køje med musik i ørene og se både solned- og opgangen over det kinesiske landskab - langt fra Tianjins skyskrabere. Vi ankomtil Xi'an om formiddagen næste dag og blev indlogeret på vores 4-stjernede hotel (man skal huske, at der er tale om kinesiske standarder).

Folk fandt sig hurtigt til rette i togets køjer
Xi'an er en stor og spændende by. Ikke så stor som Tianjin og Beijing, men der bor stadig langt flere mennesker end i hele Danmark. Det er også en meget gammel by med en historie på mere end 3000 år. Byen er den østlige endestation for silkevejen og fungerede som rigets hovedstad under flere af de vigtigste kejserdynastier. Den indeholder mange templer og pagoder (buddhistiske monumenter) og en stor bymur, der blev bygget tilbage i Ming-dynastiet i det 1400. århundrede. Desværre blev meget af byens kulturarv hårdt ramt af kulturrevolutionen og derfor består mange af seværdighederne af rekonstruktioner bygget fornyligt.

Den første dag så vi den store pagode "Den store vilde gås". Efterfølgende tog vi i teateret, hvor vi skulle se en forstilling om Tang-dynastiet. Fra de allerforreste pladser så vi et imponerende, men langtrukkent show, der gjorde alt for at romantisere det gamle Xian-baserede kejserdynasti. Imens blev scenernes handling beskrevet på en storskærm i en helt håbløs engelsk oversættelse. Efter teateret og et besøg på et af mange dyre spisesteder på den tur (Cathay Future betalte) skulle vi ud foran Xi'ans store og flotte klokketårn og se et udendørs show. Efter en masse drager, ild og gøgl blev et stort springvand lyst op og der blev vist film på fontænen i form af forskellige hologrammer. Det var meget imponerende at se på, men selve handlingen er ikke værd at huske på. Det kan bedst beskrives som en blanding af irriterende børnetegnefilm og Tekken 3. Aftenen sluttede med et festfyrværkeri over floden.

Pagoden "Den store vilde gås"

På vej i teateret

Xi'an by night

Vi sad ved foden af denne bygning og så filmen i springvandet.

Næste dag så vi taoistiske templer - bygget i 2011 (!). Ikke særligt autentisk. På tredjedagen nåede vi til det, vi havde set frem til: Den stående terrakottahær. De mange tusinde statuer, som skulle beskytte Kinas første kejser, Qin, i livet efter døden, finder man omkring 40 kilometer fra Xians centrum. De blev opdaget i 1974 af en lokal bonde, hvorefter et massivt udgravningsprojekt blev sat i gang. Det har været et enormt puslespil at sætte de mange løse dele sammen igen. I dag står statuerne - mange af dem helt samlede - i et imponerede kompleks, hvor der stadig foregår udgravning og forskning. Kineserne er meget af stolte af deres fund og er ikke bange for at kalde det "verdens 8. vidunder". Efter at have set terrakottastatuerne gik vi en tur i regnvejret på den gamle bymur. Det var en smogget dag og det var et smukt syn at se den lange mur forsvinde ud i uendeligheden i tågen.


Terrakottahæren i et enormt indendørs kompleks

Statuerne er lavet i menneskehøjde og er alle unikke.
Der udgraves stadig statuer og man vurderer at der i alt er omkring 8000
Flere af statuerne mangler forskellige kropsdele
Bymuren. Det var en meget tåget dag.
Gåtur på bymuren
Vi nåede Tianjins station klokken 6 om morgenen efter en endnu en lang togtur. Vi var allesammen meget trætte. Heldigvis skulle vi ikke undervise den dag. Det er efterhånden et halvt måned siden.

Håber det går godt hjemme i Danmark. I skal være opmærksomme på at Kina ikke har vintertid. Det betyder, at tidsforskellen til den tid bliver øget fra seks til syv timer. Zaijian!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar