Fodbold på kinesisk

Fodbold er ikke nogen stor sport i Kina. Landsholdet er en evig skuffelse i internationale turneringer og i forhold til en befolkning på 1,3 milliarder mennesker bliver der skabt forbavsende få profiler. Kina har valgt primært at fokusere på individuelle sportsgrene. Fremtidens stjerner bliver udvalgt i en ung alder og trænes målrettet mod at vinde medaljer. Der er ingen tvivl om at denne model har båret frugt. Kina er i dag helt suveræn i individuelle sportsgrene som gymnastik, badminton og bordtennis. Resultaterne ved OL taler for sig selv. Når det drejer sig om holdsport, ser det dog helt anderledes ud. Man taler om at kinesiske atleter mangler den evne til samarbejde, som en sportsgren som fodbold kræver. De manglende resultater har betydet faldende popularitet hos både landsholdet og den nationale liga.

For at hælde salt i såret har den kinesiske liga i de seneste år været hårdt ramt af korruption, bestikkelse og match-fixing. Privatiseringen af fodbolden i 90'erne udviklede sig uheldigt, de forkerte mennesker fik magt og i dag har store illegale spilsyndikater stor indflydelse. Korruptionen findes over det hele i sporten. Lige fra spillerne på banen til jakkesættene i toppen af fodboldforbundet. Det har gjort fodbold til en mindre attraktiv sport i Kina. Desuden har den fået en voldsom overhaling af en anden holdsport, nemlig basketball. Takket være den tårnhøje tidligere NBA-stjerne Yao Ming (som vi efterhånden har set reklamere for alle tænkelige produkter i kinesiske reklamer) har denne sport haft stor fremgang i landet og er særligt populær blandt de unge kinesere.

Alle de problemer skulle dog ikke holde os tilbage fra at kigge nærmere på fænomenet fodbold i Kina. Lørdag den 20. oktober var vi fire drenge fra holdet, der besluttede os for at tage til en fodboldkamp. Byens største fodboldklub, Tianjin Teda, spillede en af sine sidste hjemmekampe på det olympiske stadion ikke særligt langt fra, hvor vi bor. Jeg var nødt til at trodse min dårlige mave for at tage til kampen - og det gjorde jeg så. Tianjin, der inden kampen lå i midten af den kinesiske superliga på 8. pladsen skulle spille mod ligaens bundprop Henan Jianye. Der var altså lagt op til en sikker hjemmesejr til Tianjin, der får et par år siden havde danske Stig Tøfting i truppen.

Da vi kom ind på området omkring stadion blev vi nærmest overfaldet af billethajer, der med stor aggresivitet forsøgte at få afsat deres billetter. Det viste sig at være helt umuligt at gennemskue, hvordan man skaffede billetter på lovlig vis. Derfor endte det med at vi alligevel måtte købe på det sorte marked. Allerede her så vi, hvor meget sporten er præget af ulovligheder. Handlen foregik lige foran kinesiske politifolk, der åbenbart ser stort på den slags. Det olympiske stadion, som ved OL i 2008 lagde bane til en række kampe i kvindefodboldturneringen er et stort og flot stykke arkitektur. Der skulle være 60.000 siddepladser, men denne aften kom der højest omkring 5.000. Med andre ord var der rigtig god plads. Vi fandt os til rette på langsiden ved siden af et par kinesiske tilskuere.

Ved indgangen til stadion

Kampen blev indledt med en VM-agtig hymne, da spillerne gik på banen. Tianjin lagde hårdt ud og havde flere gode chancer i starten af første halveg. I midten af halvegen måtte Henan Jianye give efter for presset, da Tianjin bragte sig foran 1-0. Efter scoringen faldt kampens intensitet drastisk. Tianjin så ud til at være tilfredse med en smal sejr og ind ti  de sidste minutter var kampen meget chancefattig. Pludselig og helt ud af ingenting fik Henan Jianye udlignet til 1-1 i det sidste minut og da dommeren helt meningsløst besluttede, at der skulle være 6 minutters overtid fik vi glæden af et lille drama i de sidste minutter. Begge hold prøvede ihærdigt at score og der opstod adskillige store chancer. Det skete ikke, og kampen endte 1-1. 

Om netop denne kamp var fixet eller ej finder vi nok aldrig ud af. Man må dog konstatere, at dommeren sommetider kom med nogle absurde kendelser og undlod at give et helt åbenlyst rødt kort i overtiden. Det var en sjov og noget anderledes oplevelse at se en kinesisk. Fodbolden lever stadig i Kina, selvom vilkårene for en sund og fair sport er ret utaknemmelige .

Der var masser af plads på Tianjins olympiske stadion

De mest dedikerede fans stod bag det ene mål

Tianjin spiller i hvidt, Henan Jianye i rødt

Det er nok ikke hver dag, Tianjin har danske tilskuere til dere hjemmekampe

Xi'an

For et par uger siden tog vi allesammen på tur til Kinas gamle hovedstad, Xian, i Shaanxi-provinsen. Turen var arrangeret af skolen og derfor var intet overladt til tilfældighederne. Alt var planlagt og betalt på forhånd. Det var både godt og skidt. Vi fik set de vigtige attraktioner, men det er ikke altid planlægningen var helt gennemtænkt og vi havde ikke så meget frihed til selv at gå på opdagelse. Alt i alt var det dog en fin uge og det var dejligt med en pause fra undervisningen.

Vi tog toget direkte fra Tianjin til Xi'an. Turen varede 18 timer, så vi kom til at tilbringe meget lang tid i vores vogn. Det var et sovetog med sengekabiner: Seks køjer i hver kabine med tre køjer ovenpå hinanden. Det fungerede faktisk godt og vi havde nogle hyggelige ture frem og tilbage. Det var en dejlig fornemmelse at ligge i sin køje med musik i ørene og se både solned- og opgangen over det kinesiske landskab - langt fra Tianjins skyskrabere. Vi ankomtil Xi'an om formiddagen næste dag og blev indlogeret på vores 4-stjernede hotel (man skal huske, at der er tale om kinesiske standarder).

Folk fandt sig hurtigt til rette i togets køjer

Xi'an er en stor og spændende by. Ikke så stor som Tianjin og Beijing, men der bor stadig langt flere mennesker end i hele Danmark. Det er også en meget gammel by med en historie på mere end 3000 år. Byen er den østlige endestation for silkevejen og fungerede som rigets hovedstad under flere af de vigtigste kejserdynastier. Den indeholder mange templer og pagoder (buddhistiske monumenter) og en stor bymur, der blev bygget tilbage i Ming-dynastiet i det 1400. århundrede. Desværre blev meget af byens kulturarv hårdt ramt af kulturrevolutionen og derfor består mange af seværdighederne af rekonstruktioner bygget fornyligt.

Den første dag så vi den store pagode "Den store vilde gås". Efterfølgende tog vi i teateret, hvor vi skulle se en forstilling om Tang-dynastiet. Fra de allerforreste pladser så vi et imponerende, men langtrukkent show, der gjorde alt for at romantisere det gamle Xian-baserede kejserdynasti. Imens blev scenernes handling beskrevet på en storskærm i en helt håbløs engelsk oversættelse. Efter teateret og et besøg på et af mange dyre spisesteder på den tur (Cathay Future betalte) skulle vi ud foran Xi'ans store og flotte klokketårn og se et udendørs show. Efter en masse drager, ild og gøgl blev et stort springvand lyst op og der blev vist film på fontænen i form af forskellige hologrammer. Det var meget imponerende at se på, men selve handlingen er ikke værd at huske på. Det kan bedst beskrives som en blanding af irriterende børnetegnefilm og Tekken 3. Aftenen sluttede med et festfyrværkeri over floden.

Pagoden "Den store vilde gås"

På vej i teateret

Xi'an by night

Vi sad ved foden af denne bygning og så filmen i springvandet.

Næste dag så vi taoistiske templer - bygget i 2011 (!). Ikke særligt autentisk. På tredjedagen nåede vi til det, vi havde set frem til: Den stående terrakottahær. De mange tusinde statuer, som skulle beskytte Kinas første kejser, Qin, i livet efter døden, finder man omkring 40 kilometer fra Xians centrum. De blev opdaget i 1974 af en lokal bonde, hvorefter et massivt udgravningsprojekt blev sat i gang. Det har været et enormt puslespil at sætte de mange løse dele sammen igen. I dag står statuerne - mange af dem helt samlede - i et imponerede kompleks, hvor der stadig foregår udgravning og forskning. Kineserne er meget af stolte af deres fund og er ikke bange for at kalde det "verdens 8. vidunder". Efter at have set terrakottastatuerne gik vi en tur i regnvejret på den gamle bymur. Det var en smogget dag og det var et smukt syn at se den lange mur forsvinde ud i uendeligheden i tågen.

Terrakottahæren i et enormt indendørs kompleks

Statuerne er lavet i menneskehøjde og er alle unikke.

Der udgraves stadig statuer og man vurderer at der i alt er omkring 8000

Flere af statuerne mangler forskellige kropsdele

Bymuren. Det var en meget tåget dag.

Gåtur på bymuren

Vi nåede Tianjins station klokken 6 om morgenen efter en endnu en lang togtur. Vi var allesammen meget trætte. Heldigvis skulle vi ikke undervise den dag. Det er efterhånden et halvt måned siden.

Håber det går godt hjemme i Danmark. I skal være opmærksomme på at Kina ikke har vintertid. Det betyder, at tidsforskellen til den tid bliver øget fra seks til syv timer. Zaijian!

Beijing

Jeg kommer lige med en lille update fra det fjerne Østen. I dag tager vi alle sammen til Xi'an, på en tur som skolen arrangerer og betaler for os. Før vi når frem til byen skal vi kører i tog i 18 timer - det bliver lidt af en udfordring.

I disse dag er det national holiday i Kina, og derfor har vi også haft fri fra Cathay Future i et par dage. Jeg har udnyttet de seneste to weekender til at udforske Beijing. Første weekend var det meste af holdet afsted. Anden weekend tog Mark, Jonas og jeg afsted alene. Vi fik set nogle af de helt store seværdigheder i hovedstaden: Den himmelske freds plads, Den Forbudte By og Sommerpaladset. Desuden har vi brugt tiden på at gå tur i botanisk have og De duftende bjerge, shoppe på det hektiske silkemarked, spise nudler  på hyggelige restauranter og drikke øl på barstreet i det kinesiske natteliv. Specielt den anden weekend var præget af, at kineserne havde ferie. Der var virkeligt mange kinesiske turister! Det var dog sjovt at opleve Beijing så fyldt med mennesker. Utroligt så mange kinesere, der kan samles på ét sted.

I hører fra mig igen efter turen til Xi'an. Her er et par billeder fra turene til Beijing.

På Den Himmelske Freds Plads

Billedet af Mao Zedong ved indgangen til Den Forbudte By

Den Forbudte By

En smogget udsigt fra Kulhøjen over Den Forbudte By

Jeg mødte en meget snakkesalig 88-årig kineser på Wangfujing gaden

Wangfujing er fyldt med mennesker døgnet rundt

Den Himmelske Freds Plads by night

Fareturende figur i et gammelt tempel

Botanisk have

Kinas nationalmuseum på Den himmelske freds plads

Church of St. Joseph, en katolsk kirke midt på Beijings hovedgade, Wangfujing

Frederik og jeg i udkanten af Den Forbudte By

På vej op i De duftende bjerge

Udsigt fra De duftende bjerge

Ude at sejle på en sø i Beijing

En nat på muren

Denne weekend gik turen til Den Kinesiske Mur. Vi tog afsted om fredagen - 11 danskere og 2 svenskere. Det var en ret spontan tur uden den store planlæggelse på forhånd. Vi pakkede vores rygsække fredag eftermiddag og lavede madpakker (snacks, ris og brød med peanutbuttter). Det var allerede begyndt at blive mørkt, da vi tog afsted og vores viden om transportmulighederne var meget sparsomme. Vi havde en adresse på en busstation og murens kinesiske navn, men det var også det. Da vi ankom til busstationen, var der ingen lys og der kørte ikke flere busser på den tid af dagen. Nogle lokale blev hurtigt opmærksomme på at der stod en stor gruppe hvide mennesker på deres gade og pludselig dukkede en mand op med sin minibus. Der havde efterhånden samlet sig 20 nysgerrige kinesere omkring os, da det lykkedes os at lave en form for aftale med ham. Han ringede til en ven, der også havde en minibus, så der var plads til alle 13. Vi satte os ind i busserne uden nogen anelse om, hvor vi ville ende. De kørte os ud af byens centrum. På grund af mørket kunne vi ikke se, hvor vi kom hen, men det var tydeligvis langt ude på landet.

Fredagaften: Klar på en wall walk!

Vi diskuterer chaufførens tilbud. Mange nysgerrige lokale kigger med

Vi endte i en lille landsby i et højt terræn. Chaufførerne lavede en aftale med det lokale hotel, så vi kunne overnatte der. Der blev taget godt imod os. Hotelejeren var meget glad og ville gerne spille bordtennis med os. Næste morgen fik vi serveret morgenmad på hotellet. Det var på ægte kinesisk maner med rigeligt af det hele. Da vi gik udenfor opdagede vi et stykke af muren på en høj bakketop. Så vi var altså på rette spor.
Det viste sig at vi stadig befandt os i Tianjin-regionen ved et stykke af muren, der havde haft stor historisk betydning. Samtidig var det en del af muren med meget få vestlige turister i forhold til muren i Beijing. Dagen gik med at vandre rundt og udforske muren. Det var hårdt med mange trapper og en brændende middagssol, og der blev drukket mange liter vand.

Bordtennis på hotellet

Hotelejeren og jeg

Vi vandrer op på muren med vores rygsække.

Muren

Muren var omgivet af et imponerende bjerglandskab med store grønne dale så langt øjet rakte. Rundt omkring var der placeret vagttårne på muren. Om eftermiddagen fandt vi et højt placeret tårn og slog os ned der. Et par stykker valgte at tage hjem til Cathay Future, men vi var syv, der besluttede at holde ud og blive der til næste morgen. Det gjorde vi så. Vi havde en hyggelig aften med kortspil og rødvin og ikke mindst solnedgang set fra toppen af muren. Til held for os kom der ingen vagter, så vi havde muren for os selv hele natten. Da det blev sent lagde vi os til at sove på toppen af vagttårnet for under åben himmel. Himmelen var helt skyfri og det var den mest fantastiske stjernehimmel, jeg har set. Vi så også adskillige stjerneskud i løbet af natten. Det var hårdt at ligge på stenfliser uden liggeunderlag, men det værste var kulden. Temperaturen faldt voldsomt, da det blev mørkt og jeg havde været så dum kun at tage t-shirt, shorts og jakke med ud over selve soveposen. Heldvigvis havde Andrea efterladt en sovepose til mig, så jeg havde to - det reddede mit liv den aften. Jeg har aldrig frosset så meget i mit liv.

På toppen

Fantastisk landskab

Muren slanger sig gennem landskabet

Her sov vi

Til minde om natten på muren

Næste morgen stod vi op til en flot solopgang. Vi var trætte og ømme i kroppen, men yderst tilfredse med, hvad vi havde gjort. Efter en sidste udmattende vandretur på muren, kom vi tilbage til landsbyen. Vi fandt hotelejeren igen og hans ven kørte os til den lokale busstation. Herfra gik turen tilbage til det centrale Tianjin.

Det var en weekend jeg sent vil glemme. Jeg er spændt på at se, hvilke oplevelser den kommende weekend vil bringe. I skrivende stund er jeg i gang med at pakke rygsækken igen. Når jeg har fulgt børnene ud af skolen om en time, går turen til Beijing.

De første uger

Jeg er stadig i live. Faktisk har jeg det rigtig godt og nu har jeg endelig fundet tid til at opdatere min blog.

Selvom vi kun har tilbragt 2 uger i Kina, føles det som flere måneder. Jeg er først lige begyndt at mærke, at jeg har fået en hverdag. Det skyldes dels at det har taget tid at vænne sig til kulturen og omgivelserne og dels at skolestarten har været meget rodet og uorganiseret. Vi har i de sidste 2 uger gået igennem et hav af oplevelser og indtryk. Der er faktisk sket så meget, at det er svært holde styr på det. Men lad mig gøre et forsøg.

Da vi om morgenen den 31. august - trætte efter en lang flyvetur - bevægede os ud af Beijings imponerende lufthavn blev vi mødt af en 35 grader varm, fugtig luft og en tyk tåge. Det var vores første møde med de kinesiske sommertemperature og den smog, der desværre præger de store byer. Siden er temperaturen blevet mere menneskelig og det er nok et spørgsmål om tid før vi skal have fat i noget varmere tøj. Smoggen varierer og vi er somme tider heldige med en klar blå himmel. Det var en lang bustur fra Beijing til Tianjin. Hele vejen langs motorvejen kunne man se et enormt landskab af skyhøje boligblokke. Samtidig oplevede vi, hvordan tingene foregår i den kinesiske trafik. Her hersker kaos. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Ingen færdselsregler gælder. Det er et mirakel, at der ikke sker flere uheld i trafikken.

Vi blev indkvarteret på skolen i en lille bygning med 10 værelser. Det er bestemt ikke luksuriøst, men meget hyggeligt. Vi bor ret tæt og har et lille fællesområde, hvor vi kan hygge. Det er nærmest som at være tilbage på Grundtvigs. Selvom det er helt nyt er der dog en del fejl og mangler. For eksempel går toilettet i stykker cirka hver anden dag. Det er åbenbart forbudt at smide sit toiletpapir i toilettet(!?) Vi tager det dog ikke så tungt - så længe vi har det sjovt!

Kinesere går tit amok med fyrværkeri i gaderne

Tianjins enorme tv-tårn

Cathay Future set fra vores bolig

På Cathay Future er jeg blevet foreign teacher i en preschool class (5-6 år). Det er en bilingual class med 28 meget forskellige børn. Vi er to danskere der deler klassen. Dagligdagen har lige fra starten af været en enorm udfordring og sommetider virker det hele utroligt kaotisk. Årsagerne er mange. For det første skaber sprogbarrieren problemer. Klasselæreren kan ikke et ord engelsk, så det kræver ekstra tålmodighed at forstå, hvad hun vil. Det gør det heller ikke nemmere, at der konstant bliver ændret i skemaet. Derudover kan børnene også være meget vanskelige at håndtere.  De lever en meget overbeskyttet tilværelse og det betyder at de ikke er vant til at lege frit. Af den grund ender det tit i kaos, når de bliver sluppet løs. At de næsten alle sammen er enebørn gør det heller ikke bedre. Men søde - det er de bestemt. Nogle af dem er også ved at blive meget dygtige til engelske ord.

Skolen ligger i et pænt område i Tianjin og ser stor og nærmest majestætisk ud udefra. Den tilbyder børnene nogle faciliteter, som man ikke engang kunne drømme om i Danmark. Hvilken skole i Danmark har for eksempel fem biografer. Når man oplever skolen indefra ser man dog en mindre pæn side. Cathay Future er præget af, at det er det ydre, der tæller. Alt skal se godt ud fra forældrene synsvinkel, for de betaler i dyre domme for at deres børn kan gå på skolen. Derfor lægges der stor vægt på at det ser flot og harmonisk, når børnene kommer til og fra skole. Vi skal derfor igennem en længere ceremoni to gange hver eneste dag, hvor vi, foreign teachers, skal stå og smile, snakke med børnene og fremstå meget kompetente. Det er også vigtigt at undervisningen er god, men det kommer i første række at forældrenes "illusion" bevares.

Første skoledag 

På Cathay Future er det mest det ydre der tæller: En reol med en masse kendte vestlige værker. Når man  kigger nærmere på dem, viser det sig at være tomme kasser, der skal ligne bøger. Skolen har nogle sjove prioriteter.

Trine og jeg med nogle af vores børn. De elsker at blive fotograferet.

Jeg har også lavet andet end at synge "What is your name?" og sunget "If you're happy and you know it, clap your hands". Blandt meget andet har jeg spist alverdens underlig mad med pinde (som jeg efterhånden er ved at være skrap til at bruge), jeg har sunget "My heart will go on" på karaokebar og haft et billede i Tianjins avis. Desuden har jeg festet igennem på begge Helen's Bars, kørt rundt i taxa en halv nat fordi vi ikke kunne finde hjem til skolen (nu har jeg heldigvis lært at sige Cathay Future på kinesisk), været på kinesisk loppemarked og løbet lange ture gennem de travle gader og drukket i parken ved Tianjins flotte tv-tårn.

De næste par uger byder på et par lækkerier i form af Den Kinesiske Mur, Beijing og terrakotta-statuer i Xi'an. Så, ja, jeg har det rigtig godt og nyder livet i Kina. Vi må se hvornår jeg igen får tid til at opdatere min blog.

Frokost på kinesisk

Toilettet er i stykker igen igen...