En nat på muren

Denne weekend gik turen til Den Kinesiske Mur. Vi tog afsted om fredagen - 11 danskere og 2 svenskere. Det var en ret spontan tur uden den store planlæggelse på forhånd. Vi pakkede vores rygsække fredag eftermiddag og lavede madpakker (snacks, ris og brød med peanutbuttter). Det var allerede begyndt at blive mørkt, da vi tog afsted og vores viden om transportmulighederne var meget sparsomme. Vi havde en adresse på en busstation og murens kinesiske navn, men det var også det. Da vi ankom til busstationen, var der ingen lys og der kørte ikke flere busser på den tid af dagen. Nogle lokale blev hurtigt opmærksomme på at der stod en stor gruppe hvide mennesker på deres gade og pludselig dukkede en mand op med sin minibus. Der havde efterhånden samlet sig 20 nysgerrige kinesere omkring os, da det lykkedes os at lave en form for aftale med ham. Han ringede til en ven, der også havde en minibus, så der var plads til alle 13. Vi satte os ind i busserne uden nogen anelse om, hvor vi ville ende. De kørte os ud af byens centrum. På grund af mørket kunne vi ikke se, hvor vi kom hen, men det var tydeligvis langt ude på landet.

Fredagaften: Klar på en wall walk!

Vi diskuterer chaufførens tilbud. Mange nysgerrige lokale kigger med

Vi endte i en lille landsby i et højt terræn. Chaufførerne lavede en aftale med det lokale hotel, så vi kunne overnatte der. Der blev taget godt imod os. Hotelejeren var meget glad og ville gerne spille bordtennis med os. Næste morgen fik vi serveret morgenmad på hotellet. Det var på ægte kinesisk maner med rigeligt af det hele. Da vi gik udenfor opdagede vi et stykke af muren på en høj bakketop. Så vi var altså på rette spor.
Det viste sig at vi stadig befandt os i Tianjin-regionen ved et stykke af muren, der havde haft stor historisk betydning. Samtidig var det en del af muren med meget få vestlige turister i forhold til muren i Beijing. Dagen gik med at vandre rundt og udforske muren. Det var hårdt med mange trapper og en brændende middagssol, og der blev drukket mange liter vand.

Bordtennis på hotellet

Hotelejeren og jeg

Vi vandrer op på muren med vores rygsække.

Muren

Muren var omgivet af et imponerende bjerglandskab med store grønne dale så langt øjet rakte. Rundt omkring var der placeret vagttårne på muren. Om eftermiddagen fandt vi et højt placeret tårn og slog os ned der. Et par stykker valgte at tage hjem til Cathay Future, men vi var syv, der besluttede at holde ud og blive der til næste morgen. Det gjorde vi så. Vi havde en hyggelig aften med kortspil og rødvin og ikke mindst solnedgang set fra toppen af muren. Til held for os kom der ingen vagter, så vi havde muren for os selv hele natten. Da det blev sent lagde vi os til at sove på toppen af vagttårnet for under åben himmel. Himmelen var helt skyfri og det var den mest fantastiske stjernehimmel, jeg har set. Vi så også adskillige stjerneskud i løbet af natten. Det var hårdt at ligge på stenfliser uden liggeunderlag, men det værste var kulden. Temperaturen faldt voldsomt, da det blev mørkt og jeg havde været så dum kun at tage t-shirt, shorts og jakke med ud over selve soveposen. Heldvigvis havde Andrea efterladt en sovepose til mig, så jeg havde to - det reddede mit liv den aften. Jeg har aldrig frosset så meget i mit liv.

På toppen

Fantastisk landskab

Muren slanger sig gennem landskabet

Her sov vi

Til minde om natten på muren

Næste morgen stod vi op til en flot solopgang. Vi var trætte og ømme i kroppen, men yderst tilfredse med, hvad vi havde gjort. Efter en sidste udmattende vandretur på muren, kom vi tilbage til landsbyen. Vi fandt hotelejeren igen og hans ven kørte os til den lokale busstation. Herfra gik turen tilbage til det centrale Tianjin.

Det var en weekend jeg sent vil glemme. Jeg er spændt på at se, hvilke oplevelser den kommende weekend vil bringe. I skrivende stund er jeg i gang med at pakke rygsækken igen. Når jeg har fulgt børnene ud af skolen om en time, går turen til Beijing.

De første uger

Jeg er stadig i live. Faktisk har jeg det rigtig godt og nu har jeg endelig fundet tid til at opdatere min blog.

Selvom vi kun har tilbragt 2 uger i Kina, føles det som flere måneder. Jeg er først lige begyndt at mærke, at jeg har fået en hverdag. Det skyldes dels at det har taget tid at vænne sig til kulturen og omgivelserne og dels at skolestarten har været meget rodet og uorganiseret. Vi har i de sidste 2 uger gået igennem et hav af oplevelser og indtryk. Der er faktisk sket så meget, at det er svært holde styr på det. Men lad mig gøre et forsøg.

Da vi om morgenen den 31. august - trætte efter en lang flyvetur - bevægede os ud af Beijings imponerende lufthavn blev vi mødt af en 35 grader varm, fugtig luft og en tyk tåge. Det var vores første møde med de kinesiske sommertemperature og den smog, der desværre præger de store byer. Siden er temperaturen blevet mere menneskelig og det er nok et spørgsmål om tid før vi skal have fat i noget varmere tøj. Smoggen varierer og vi er somme tider heldige med en klar blå himmel. Det var en lang bustur fra Beijing til Tianjin. Hele vejen langs motorvejen kunne man se et enormt landskab af skyhøje boligblokke. Samtidig oplevede vi, hvordan tingene foregår i den kinesiske trafik. Her hersker kaos. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Ingen færdselsregler gælder. Det er et mirakel, at der ikke sker flere uheld i trafikken.

Vi blev indkvarteret på skolen i en lille bygning med 10 værelser. Det er bestemt ikke luksuriøst, men meget hyggeligt. Vi bor ret tæt og har et lille fællesområde, hvor vi kan hygge. Det er nærmest som at være tilbage på Grundtvigs. Selvom det er helt nyt er der dog en del fejl og mangler. For eksempel går toilettet i stykker cirka hver anden dag. Det er åbenbart forbudt at smide sit toiletpapir i toilettet(!?) Vi tager det dog ikke så tungt - så længe vi har det sjovt!

Kinesere går tit amok med fyrværkeri i gaderne

Tianjins enorme tv-tårn

Cathay Future set fra vores bolig

På Cathay Future er jeg blevet foreign teacher i en preschool class (5-6 år). Det er en bilingual class med 28 meget forskellige børn. Vi er to danskere der deler klassen. Dagligdagen har lige fra starten af været en enorm udfordring og sommetider virker det hele utroligt kaotisk. Årsagerne er mange. For det første skaber sprogbarrieren problemer. Klasselæreren kan ikke et ord engelsk, så det kræver ekstra tålmodighed at forstå, hvad hun vil. Det gør det heller ikke nemmere, at der konstant bliver ændret i skemaet. Derudover kan børnene også være meget vanskelige at håndtere.  De lever en meget overbeskyttet tilværelse og det betyder at de ikke er vant til at lege frit. Af den grund ender det tit i kaos, når de bliver sluppet løs. At de næsten alle sammen er enebørn gør det heller ikke bedre. Men søde - det er de bestemt. Nogle af dem er også ved at blive meget dygtige til engelske ord.

Skolen ligger i et pænt område i Tianjin og ser stor og nærmest majestætisk ud udefra. Den tilbyder børnene nogle faciliteter, som man ikke engang kunne drømme om i Danmark. Hvilken skole i Danmark har for eksempel fem biografer. Når man oplever skolen indefra ser man dog en mindre pæn side. Cathay Future er præget af, at det er det ydre, der tæller. Alt skal se godt ud fra forældrene synsvinkel, for de betaler i dyre domme for at deres børn kan gå på skolen. Derfor lægges der stor vægt på at det ser flot og harmonisk, når børnene kommer til og fra skole. Vi skal derfor igennem en længere ceremoni to gange hver eneste dag, hvor vi, foreign teachers, skal stå og smile, snakke med børnene og fremstå meget kompetente. Det er også vigtigt at undervisningen er god, men det kommer i første række at forældrenes "illusion" bevares.

Første skoledag 

På Cathay Future er det mest det ydre der tæller: En reol med en masse kendte vestlige værker. Når man  kigger nærmere på dem, viser det sig at være tomme kasser, der skal ligne bøger. Skolen har nogle sjove prioriteter.

Trine og jeg med nogle af vores børn. De elsker at blive fotograferet.

Jeg har også lavet andet end at synge "What is your name?" og sunget "If you're happy and you know it, clap your hands". Blandt meget andet har jeg spist alverdens underlig mad med pinde (som jeg efterhånden er ved at være skrap til at bruge), jeg har sunget "My heart will go on" på karaokebar og haft et billede i Tianjins avis. Desuden har jeg festet igennem på begge Helen's Bars, kørt rundt i taxa en halv nat fordi vi ikke kunne finde hjem til skolen (nu har jeg heldigvis lært at sige Cathay Future på kinesisk), været på kinesisk loppemarked og løbet lange ture gennem de travle gader og drukket i parken ved Tianjins flotte tv-tårn.

De næste par uger byder på et par lækkerier i form af Den Kinesiske Mur, Beijing og terrakotta-statuer i Xi'an. Så, ja, jeg har det rigtig godt og nyder livet i Kina. Vi må se hvornår jeg igen får tid til at opdatere min blog.

Frokost på kinesisk

Toilettet er i stykker igen igen...