16. sep. 2012

De første uger

Jeg er stadig i live. Faktisk har jeg det rigtig godt og nu har jeg endelig fundet tid til at opdatere min blog.

Selvom vi kun har tilbragt 2 uger i Kina, føles det som flere måneder. Jeg er først lige begyndt at mærke, at jeg har fået en hverdag. Det skyldes dels at det har taget tid at vænne sig til kulturen og omgivelserne og dels at skolestarten har været meget rodet og uorganiseret. Vi har i de sidste 2 uger gået igennem et hav af oplevelser og indtryk. Der er faktisk sket så meget, at det er svært holde styr på det. Men lad mig gøre et forsøg.

Da vi om morgenen den 31. august - trætte efter en lang flyvetur - bevægede os ud af Beijings imponerende lufthavn blev vi mødt af en 35 grader varm, fugtig luft og en tyk tåge. Det var vores første møde med de kinesiske sommertemperature og den smog, der desværre præger de store byer. Siden er temperaturen blevet mere menneskelig og det er nok et spørgsmål om tid før vi skal have fat i noget varmere tøj. Smoggen varierer og vi er somme tider heldige med en klar blå himmel. Det var en lang bustur fra Beijing til Tianjin. Hele vejen langs motorvejen kunne man se et enormt landskab af skyhøje boligblokke. Samtidig oplevede vi, hvordan tingene foregår i den kinesiske trafik. Her hersker kaos. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Ingen færdselsregler gælder. Det er et mirakel, at der ikke sker flere uheld i trafikken.

Vi blev indkvarteret på skolen i en lille bygning med 10 værelser. Det er bestemt ikke luksuriøst, men meget hyggeligt. Vi bor ret tæt og har et lille fællesområde, hvor vi kan hygge. Det er nærmest som at være tilbage på Grundtvigs. Selvom det er helt nyt er der dog en del fejl og mangler. For eksempel går toilettet i stykker cirka hver anden dag. Det er åbenbart forbudt at smide sit toiletpapir i toilettet(!?) Vi tager det dog ikke så tungt - så længe vi har det sjovt!

Kinesere går tit amok med fyrværkeri i gaderne
Tianjins enorme tv-tårn
Cathay Future set fra vores bolig


På Cathay Future er jeg blevet foreign teacher i en preschool class (5-6 år). Det er en bilingual class med 28 meget forskellige børn. Vi er to danskere der deler klassen. Dagligdagen har lige fra starten af været en enorm udfordring og sommetider virker det hele utroligt kaotisk. Årsagerne er mange. For det første skaber sprogbarrieren problemer. Klasselæreren kan ikke et ord engelsk, så det kræver ekstra tålmodighed at forstå, hvad hun vil. Det gør det heller ikke nemmere, at der konstant bliver ændret i skemaet. Derudover kan børnene også være meget vanskelige at håndtere.  De lever en meget overbeskyttet tilværelse og det betyder at de ikke er vant til at lege frit. Af den grund ender det tit i kaos, når de bliver sluppet løs. At de næsten alle sammen er enebørn gør det heller ikke bedre. Men søde - det er de bestemt. Nogle af dem er også ved at blive meget dygtige til engelske ord.

Skolen ligger i et pænt område i Tianjin og ser stor og nærmest majestætisk ud udefra. Den tilbyder børnene nogle faciliteter, som man ikke engang kunne drømme om i Danmark. Hvilken skole i Danmark har for eksempel fem biografer. Når man oplever skolen indefra ser man dog en mindre pæn side. Cathay Future er præget af, at det er det ydre, der tæller. Alt skal se godt ud fra forældrene synsvinkel, for de betaler i dyre domme for at deres børn kan gå på skolen. Derfor lægges der stor vægt på at det ser flot og harmonisk, når børnene kommer til og fra skole. Vi skal derfor igennem en længere ceremoni to gange hver eneste dag, hvor vi, foreign teachers, skal stå og smile, snakke med børnene og fremstå meget kompetente. Det er også vigtigt at undervisningen er god, men det kommer i første række at forældrenes "illusion" bevares.

Første skoledag 

På Cathay Future er det mest det ydre der tæller: En reol med en masse kendte vestlige værker. Når man  kigger nærmere på dem, viser det sig at være tomme kasser, der skal ligne bøger. Skolen har nogle sjove prioriteter.

Trine og jeg med nogle af vores børn. De elsker at blive fotograferet.
Jeg har også lavet andet end at synge "What is your name?" og sunget "If you're happy and you know it, clap your hands". Blandt meget andet har jeg spist alverdens underlig mad med pinde (som jeg efterhånden er ved at være skrap til at bruge), jeg har sunget "My heart will go on" på karaokebar og haft et billede i Tianjins avis. Desuden har jeg festet igennem på begge Helen's Bars, kørt rundt i taxa en halv nat fordi vi ikke kunne finde hjem til skolen (nu har jeg heldigvis lært at sige Cathay Future på kinesisk), været på kinesisk loppemarked og løbet lange ture gennem de travle gader og drukket i parken ved Tianjins flotte tv-tårn.

De næste par uger byder på et par lækkerier i form af Den Kinesiske Mur, Beijing og terrakotta-statuer i Xi'an. Så, ja, jeg har det rigtig godt og nyder livet i Kina. Vi må se hvornår jeg igen får tid til at opdatere min blog.

Frokost på kinesisk
Toilettet er i stykker igen igen...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar